Mad & Drikke

På pladsen finder du en række madvogne med forskellige madtilbud. Vi søger i 2023 også for en godt udbud af kaffe, kage og andet sødt til eftermiddagsstunden. Vi præsenterer madvognene i løbet af foråret.

Allerede nu kan du sikre dig plads på vores tre mad-fester, som kun sælges i forsalget og kun med en begrænset plads. Læs mere om de tre aftensmad-fester herunder.

Vi serverer skønne hjemmelavede tarteletter og sørger for høj syng-med-stemning i teltet, når vi torsdag klokken 17.30 holder Den store Tarteletfest! Tag plads ved langbordet og nyd den himmelske spise, som vi serverer fra buffeten i teltet. Tarteletterne serveres som en anretning med seks tarteletter på tallerknen for bare 149 kr. (Du kan tilkøbe ekstra tarteletter i buffeten, hvis sulten rækker til mere.)

Fredag klokken 17.30 holder vi Den store Grisefest i teltet. Vi sætter gang i Eviva España og andre spanske og danske hits, der leder tiden tilbage til grisefesternes guldalder på Mallorca. Og sælger selvfølgelig sangria i baren denne aften! Udenfor serverer vi aftenens anretning fra de flotte helstegte grise, der har snurret lystigt dagen igennem. Den helstegte gris serveres som en anretning med gris og tilbehør for bare 149 kr.

Lørdag aften klokken 17.30 kalder vi til lørdagsbal, når vi laver teltet til en stor, glad festivalkro. Vi sørger for harmonika-viser fra den lokale harmonika-virtuos, gør en fællesang klar under tallerknen og byder på et stort snapsekort, du kan bestille fra i baren. Og så serverer buffeten denne aften vores nationalret; hjemmelavet stegt flæsk med persillesovs og kartofler. Retten serveres som anretning for bare 149 kr.

Vi ses den 17.-19. august 2023